Vølvens spådom

1

HØRER mig, alle hellige slægter,
øvre og nedre ætter af Hejmdal,
du jo, Valfader, vil, jeg skal skildre
folke-fortid, hvad jeg først har set.
2 Oldtids unge avl af jætter
så jeg, fordum de fostret har mig.
Ni jeg mindes verdner, ni i træet,
Al-træet ungt og under jorden.
3 Old var årle, medens Ymer bygged,
ej var sand, ej sø, ej svale bølger,
ej var jorden og ej himlen,
gabet Ginnungi, men græs ikke.
4 Førend Borrs sønner brandene hæved,
da de Midgård mægtig skabte,
sol sken sønden på salens stene,
så af grund groed grønne urter.
5 Sol fra syd - ved siden måne -
hånden, den højre, på himlen lagde.
Sol vidste ikke, hvor sin sal hun havde,
måne vidste ikke, hvor sin magt hun havde,
stjerner vidste ikke, hvilket sted de havde.
6 Da gik de højeste til domstole,
hver hellig gud, og på det grunded:
Nat og næde navn blev givet,
navn fik morgen og middag,
unden og aften, år at tælle.
7 Aser mødtes på Idasletten,
helligdom og hov højtømrede,
esser grunded, gods smedede,
tænger skabte, og tungt værktøj.
8 Tavl de glade i Tunet legede,
guld i eje de aldrig savned;
til tre kom, tursemøer,
jættestore fra Jotunheim.
9 Da gik de højeste til domstole,
hver hellig gud og på det grunded:
hvem skulle skabe en skare dværge
af Brimers blod og af Blains knogler.
10 Da blev Modsogner mægtigst af alle
dverges skare og dernæst Durin.
De skabte mange, i mands billed,
dværge i jorde, som Durin sagde.
11 Nye og Nide, Nordre og Sudre,
Austre og Vestre, Altjof, Dvalin,
Nar og Nain, Niping, Dain,
Bifur, Bafur, Bambor, Nore,
An og Anar, Oin, Modvitner.
12 Veig Gandalfl Vindalf, Torin,
Tror og Train, Tekk, Lit, Vit,
Ny og Nyrad, nu har jeg Dværge,
Regin og Radsvid, rigtig nævnet.
13 File, Kile, Funden, Nale,
Hepte, Vile, Heftifili,
Billing, Brune, Bild og Bure,
Frar, Hombore, Fræg og Lone,
Aurvang, Jare, Ejkenskjalde.
14 Nu skal dværge i Dvalins følge,
Ljones slægter, til Lofar nævnes,
de, som søgte fra salens sten,
Aurvange-stol, til Jaris sletter.
15 Der var Draupner og Dolgtraser,
Har, Haugspore, Hlevang, Gloin,
Dori, Ori, Duf, Andvari,
Skirfer, Virfer, Skafid, Ae.
16 Alf og Hanar, Ingve, Sviur,
Fjalar og Froste, Fid og Ginnar;
evig skal mindes, mens aldre lever,
leddenes tal i Lofars ætter.
17 Til der kom hos tre tursekvinder
stærke og elskende Aser til Huse,
fandt over mulde afinægtige
Ask og Embla uden Skæbne.
18 Ånde de drog ej, ånd de savned,
blod og rest og de rette Farver.
Ånde gav Odin, ånd gav Høner,
blod gav Lodur og livets farver.
19 Ask ved jeg stå, hedder Yggdrasil,
Hars træ, vædet med hvid væde,
fra det kommer duggen, som i dale falder,
det er evig-grønt over Urd-brønden.
20 Derfra kommer møer, mangt vidende,
tre fra salen under træets hvælv,
den ene er Urd, den anden Verdandi,
Skuld står der skåret i stav for den tredje.
De lov lagde, de liv kåred
for slægternes børn, skæbnen for mænd.
21 Fejde mindes hun først i verden,
da med spyd de stødte Gullvejg
og i Hars hal hende brændte,
tre gang' brændte tre gang' bårne,
tit og ofte, dog end hun lever
22 Hejd hun hed, hvor til huse hun kom,
sandsagns Vølve, stave hun vied,
sejded, hvor hun kunde, sejded, hvad hun vilde,
altid i yndest hos onde kvinder.
23 Da gik de højeste til domstole,
hver hellig gud og på det grunded:
om et tab skulde aserne tage
eller guderne gengæld have.
24 Fløj fra Odin mod flokken et skud,
deraf kom fejde først i verden;
brudt var da asaborgens trævold,
vaner til kamp over vidden trådte.
25 Da gik de højeste til domstole,
hver hellig gud, og på det grunded:
hvem ve havde i vejret blandet,
lovet jætternes afkom Ods kvinde.
26 Tor kun hug til i tung harme,
han sjældent sidder, når han spørger sligt.
Over brast eder, ord og løfter,
styrtet blev alle stærke pagter.
27 Heimdals horn under hellige grene,
skjult under lysvant løvtræ hun øjner;
i ser hun strømme strålefossen
af Valfaders pat. - Hvad ved i mon mer?
28 Ene sad hun ude, da den oldgrå kom,
asernes as og i øjet så:
Hvorom fritter i mig? Hvi frister i mig?
Jeg ved, hvor du, Odin, har dit øje skjult.
29 Ved, at Odins øje dølges
i Mimers brønd, den meget kendte.
Mimer hver morgen mjøden drikker
af Valfaders pant. Hvad ved i mon mer?
30 Rigt gav hende Hærfader ringe og pragt,
rigdoms-sporen og spå-stae,
vidt spejded hun, vidt i hver en verden.
31 Valkyrier så hun, vidt fra komme,
rustet og rede at ride til Goter.
Skulde holdt skjold og skågul også,
Gunn, Hild, Gåndul og Gejrskågul.
Nævnet nu har jeg Herjans piger,
jorderidt-beredte valkyrier.
32 Jeg for Balder, blodig guddom,
Odins søn, har jeg set det skjulte.
Over sletten op sig hæved
myg den fagre mistelgren.
33 Blev af den spire, spæd af øjne,
harmpil hård, af Høder udslynget.
Balder en broder blev båren hastigt,
Odinssønnen vog, een nat gammel.
34 Ej hånd han toed, ej hoved kæmmed,
inden på bål han bar Balders bane.
Men frigg begræd i Fensale
Valhals ve. Hvad ved i mon mer?
35 Ligge under Hveri-lunden så hun
lænket den skadelystne Loke.
Der man virked Vales mordbånd,
Tarmenes tvinde blev tove hårde.
Der sidder Sigyn, såre uglad
vist for sin mand. Hvad ved i mon mer?
36 Å går af øst gennem edderdales
fjælde og flader, floden Slid.
37 Stod fornorden på Nædes sletter
sal af guld for Sindres afkom,
en anden stod på Okolner,
jætten Brimers brusende ølsal.
38 Sal så hun stå, fra solen fjern,
på dødningestrand med døren mod nord,
edderdråber faldt ind ad lyren,
slynget om salen var slange-rygge.
39 Der så hun vade vande tunge
meneds mænd mellem mord-ulve
og hvem elskov får hos en andens kvinde,
Nidhug suged med næbet i lig,
varg sled mænd. Hvad ved i mon mer?
40 Øster sad den oldgrå i jernskoven
og fødte der Fenris afkom;
een vil blive af al den yngel
månens tyv i troldeham.
41 Fylde dødsens folk i bugen
gyde blod over guders sæde,
sort bliver solskin somrene efter,
alt vejr truer. - Hvad ved i mon mer?
42 Sad der på højen og slog harpen
gygens hyrde, gladen Egder;
ovenfor klart i kobberskoven
gol en herligtrød hane Fjalar.
43 Gol for aser Gyldenkammen,
den vækker karle hos Kampfader,
en anden galer under jorden,
en solrød hane i Hels sale.
44 Garm højt glammer ved Gnipahulen,
bånd rives over, og ulven løber,
mer frem ser jeg, meget kan jeg sige
om sejrguders ramme Ragnarok.
45 Brødre hindanden banesår hugger,
søstres børn slægtskab bryder.
Hårdt lever verden, hor så vide.
46 Sværd-old, slag-old, skjoldene skårne,
vind-old, varg-old, før verden styrter,
grunde gjalder, gyger flyvende,
aldrig en mand andre sparer.
47 Mims sønner leger, og Mjåtud tændes
i glød ved Gjålls det gamle horn;
højt blæser Heimdal, horn er i luften,
mæler Odin med Mims hoved.
48 Da skælver Yggdrasils ask standende,
jamrer det gamle træ, og jætten løsner.
Hårdt ængstes alle på helveje,
indtil det sluges af Surts slægtning.
49 Hvad nu med aser? Hvad nu med Alfer?
Gnyr al jotunheim, aser er på tinge,
dværge stønner ved stendøre,
bjergvægs vise. - Hvad ved I mon mer?
50 Garm højt glammer ved Gnipahulen,
bånd rives over, og ulven løber.
Mer frem ser jeg, meget kan jeg sige
om sejrguders ramme Ragnarok.
51 Hrym ager østfra, holder skjold for,
snor Jørmungård sig jætteharmfuld.
Ormen slår bølger, og ørnen larmer,
nipper lig Nidføl, Naglfar løsner.
52 Skib står østfra, stævne monne Muspels
mænd mod lande, og Loke styrer,
Fimbul-sønnerne følger ulven,
dem er Bylejst broder iblandt.
53 Surt går sydfra med skoves våde,
valgud-sol fra sværdet skinner,
grusfjæld ramler, og gyger tumler,
mænd går hen ad helvej, himlen revner.
54 Da iler mod Hlin den anden sorg,
når Odin går til ulvkampen
og Belis bane blank imod Surt;
der må Friggs fryd falde.
55 Da vil den store søn af Sejrfader,
Vidar, kæmpe med Valdyret,
hugger med sit håndsværd Hvedrungsønnen
hårdt i hjertet, hævner sin fader.
56 Garm højt glammer ved Gnipahulen,
bånd rives over, og ulven løber.
Mer frem ser jeg, meget kan jeg sige
om sejrguders ramme Ragnarok.
57 Jords rem over rummet gaber,
da kommer Hlodyns herlige søn,
Odins søn går ormen i møde,
vargs broder vil Vidars fælde.
58 Midgårds vogter myrder ham i harme,
alle må verdens vidder rømme.
Fjerner ni fjed sig Fjørgyns søn,
segner fra slangen, for spot dog rolig.
59 Solen sortner, synker land i hav,
haster af himlen herlige stjerner,
emmen raser ved aldernærer,
leger højt hede ved himlen selve.
60 Garm højt glammer ved Gnipahulen,
bånd rives over, og ulven løber.
Mer frem ser jeg, meget kan jeg sige
om sejrguders ramme Ragnarok.
61 Op ser hun komme anden sinde
jord af vande, vårgrøn atter,
fosser falder, flyver ørn over,
den, som fra fjældet fiske jager.
62 Aser mødes på Idasletten,
mindes den mægtige muldomspænder
og husker på alle de høje skæbner
og på Fimbultyrs fortids-runer.
63 Der skal da atter underfulde
gyldne tavl mellem græsset findes,
de, som de ejed i olddage.
64 Da skal usåede agre vokse,
bittert skal bedres, Balder skal komme,
Høder og Balder får Hropts sejr-tofter
til Valgude-bo. - Hvad ved I mon mer?
65 Ud kan Høner sin andel vælge,
og bygge skal begge brødres sønner
i Vindhjem vide. - Hvad ved I man mer?
66 Sal ser hun solens skin fordunkle,
gyldentækket på Gimle stå.
Der skal da bygge de bedste mænd
og alle dage dejligt leve.
67 Da kommer den høje til herredømme,
stærk fra oven, han, som alting styrer.
68

Der kommer den dunkle drage flyvende,
blank, dernede fra Nædes fjælde;
hen over sletten slæber i fjedre
Nidhug lig. Nu må hun synke.

Tilbage

Copyright © 1997- Kraka.net