Hekse  

Definitionen på en heks er et menneske, der er i pagt med naturen og dyrker naturens guder og gudinder. Hekse lever deres liv efter  adskillige århundreders nedskrevne erfaringer fra forskellige folkeslags kloge koner og mænd, præster, helbredere og magikere. Når hekse er kendt for deres spådomskunst er det fordi, de er mere opmærksom på naturen end almindelige mennesker. Ud fra deres kendskab til tegnene i naturen lægger de mærke til om det regnede eller sneede på denne eller hin dag, årstidernes indvarsel etc. og er derfor i stand til forudsige f.eks. om høsten vil blive god.

At være heks blandes undertiden sammen med satanisme, men forskellen ligger i at mens satanisme er en direkte fornægtelse af kristendommen, hvor man tilbeder Satan i stedet for Kristus, har hekse ingen forbindelse med kristendommen. Om vores dags hekse vides at de ikke udskiller sig fra andre mennesker, ved andet end at de er meget lydhøre overfor og undertiden også tilbeder naturen og de åndevæsener, der er heri.

Nogle hekse vælger at tage deres referencepunkt i bogen; "The Witchcult in Western Europe" (Heksenes gud), som den engelske antropolog Margaret Murray skrev i året 1921. I indledningen til bogen skriver Murray; " Igennem lange historiske perioder, var heksen både æret og elsket. Hvad enten der var tale om en mand eller en kvinde, var det her man henvendte sig om hjælp i sygdom, råd om vanskeligheder eller for at høre om fremtiden". Da bogen udkom var teorien om - at hekseri langt fra er et produkt af middeladerlig overtro og fantasi, men at heksetro og wicca, har rødder tilbage til urmennesket - en sensation.

Bogen blev fulgt op i år 1954, hvor en engelsk herre ved navn Gerald Gardner sammen med en anden engelsk herre ved navn Aleister Crowley udgav "Witchcraft today", en bog, der på mange måder byggede på Margaret Murray's ideer. Bogen supplere især med hensyn til beskrivelse af hekseritualer og hekseceremonier. Bogen har fået megen kritik - ikke mindst fra heksekredsene selv. Kritikken går på at bogen egentlig ikke har megen med egentlig heksedom at gøre men mere er en bog forfattet af nogle mennesker som led af bizarre seksuelle drifter og de indså det smarte i at kombinere disse lyster i en ny heksekult, hvis ritualer indbefatter nudisme, masochisme og parringer.

 

Hekseprocesserne

Omkring år 1300 havde kristendommen fået så megen magt, at en systematisk forfølgelse af anderledes tænkende mennesker og religioner var mulig. Man anklagede folk som hekse eller kættere, hvis de afslørede kendskab til helbredelsesmetoder eller en hvilken som helst anden indsigt i naturens love og verden end den kirkeligt godkendte lære.

I ly af kirkens motiver om magt trivedes massehysteri om hekse blandt lægmand. Der var næsten ikke den årsag, der ikke kunne bruges som påskud for at udråbe hinanden som hekse. Blev husdyrene syge, mælken sur, eller slog høsten fejl, var det sikkert landsbyens særling, en handicappet eller forhadt nabokone, der havde forhekset familien ved at have kastet onde øjne eller ved at have udsagt skadelige besværgelser.

Uden at svælge for meget i hekseprocesserne kan nævnes at de var aldeles frygtelige, med tortur, der kunne få enhver til at sige at man var heks, bare for at undgå yderligere smerte. Men inkvisitorerne var ikke tilfredse med blot at få heksen til at tilstå.

De skulle tillige angive andre hekse og ofte stoppede torturen ikke før et vis antal var angivet. Det kan ikke undre at der kom mange tilståelser og mange angivelser af nye hekse. Mere end noget andet satte bogen Malleus Maleficarum (Heksehammeren) fra 1486 skub i de næste århundreders hekseprocesser over hele Europa.

Den beskriver detaljeret hvordan hekse kan identificeres, anklages, tortureres og domfældes. Hele proceduren - alle de prøver og torturmetoder for at få den stakkels kvinde til at tilstå - finder man i denne bog, der blev udgivet af de tyske dominikanermunke, Krämer og Sprenger. Disse to herrer har ikke haft noget bedre syn på kvinder end de fleste gejstlige på deres tid, og de har formået at stable talløse prøver på benene for hvilket væsen kvinden skulle være.

I Danmark blev den første "heks" brændt på bålet i Stege i 1540 og de sidste hekse henrettet i år 1693. De officielle Hekseprocessen sluttede definitivt efter retssagen mod nogle besatte kvinder i Thisted i år 1699, hvor Højesteret konkluderede at kvinderne var hysterikere og anklagerne bedragere. Så sent som i 1722 kom en "heks" dog på bålet i Salling, og i 1897 blev en såkaldt "heks" lynchet i Vendsyssel. Alene i Danmark mistede op mod tusinde "hekse" livet i flammerne. Helt indtil 2. verdenskrig er der eksempler på, at folk med ry som "hekse" blev forfulgt i Danmark.

Hekseforfølgelserne var en konsekvens af den katolske kirkes magtsyge. Kvinderne sad inde med viden om sygdomme, om processer i naturen og religiøse forestillinger som var truende for kirkemagten. Parallelt med den officielle kristne religion eksisterede der blandt bondebefolkningen i Europa længe resterne af en gammel før-kristen religion med rødder i matriarkalske traditioner. Mange af disse traditioner blev videreleveret af kvinderne: fra mor til datter. Nogle var dele af den gamle religion, en kult med stærke islæt af afgrøderitualer. Alligevel havde de fleste traditioner karakter af praktisk viden om forholdsregler over for sygdomme, om kvindekroppen og hvorledes den fungerer - nok især om svangerskab, fødsel og abort.

Disse kyndige kvinder blev set op til, beundret, frygtet og hadet. I folks øjne var deres magt stor. Magt over liv og død, evner som virkede overnaturlige på folk, lød som trolddom. Det blev derfor en let sag for kirkens mænd at skabe grundlag for had og rædsel overfor disse kvinder. Det som før var en hjælp i dagliglivet, blev nu stemplet som antikristendom og djævelskab.

Heksene var således først og fremmest bærere af en tradition af gamle medicinske principper, og en livsopfattelse hvor mennesket var stærkt knyttet til det cykliske i livet på jorden, i vækstperioden, årstiderne, månefaserne, kvindens menstruationscyklus, flod og ebbe. Der er meget der tyder på, at de har haft et godt kendskab til kroppen - især kvindekroppen og hvorledes den fungerer, både fysisk og psykisk. De har kendt til planternes vækstpladser, de levevilkår de havde behov for, hvad de indeholdt, hvordan de indvirkede på kroppen - alene og sammen med andre planter - og det rette tidspunkt at plukke dem på. De kilder vi har adgang til, beretter om en højt udviklet urtevidenskab.

Den europæiske heks' medicinske indsats har været koncentreret på to områder: at værne om svangerskabet og øge høsten, og det modsatte: at hindre fødsler. De var dygtige jordemødre for både kvinder og dyr, og de lå inde med midler mod sygdom og andre problemer under svangerskabet. Deres metoder kombinerede hensynet til den fysiske og psykiske sundhed, og den psykiske tilstands indvirkning på fostret.

Vejledning i og brugen af forskellige præventionsmidler samt midler til at fremkalde abort var det andet hovedelement i deres aktiviteter. Og her har planterne haft stor betydning, samt eventuelle mekaniske teknikker. I beretningerne fra hekseprocesserne i bl.a. Frankrig og England er det især to store «synder» kvinderne bliver anklagede for: aktiviteter som regulerede kvindernes og dyrenes frugtbarhed, og det at tage livet af små børn.

Dette var en alvorlig trussel mod kirken og Guds orden. At kvinderne kunne kontrollere deres egen frugtbarhed var for kirkens mænd ufatteligt, og noget der vakte rædsel. Kunne kvinderne kontrollere sig selv, kunne de også bremse og kontrollere anden produktion i samfundet. Overfor disse kræfter følte kirken og dens præster sig magtesløse.


Heksenens traditioner og kundskaber har rødder langt tilbage i tiden. Deres gud blev af nogle kaldt «Den Hornede Gud». Men oprindelig har guden blot været partner til en stor gudinde - den store livgivende gudinde - som under forskellige navne blev dyrket i flere tusinde år i hele området omkring Middelhavet og videre østpå. De europæiske hekses kult kan sammenlignes med den gamle græske dionysoskult, som havde sit udspring i Trakien - et område med stærke matriarkalske træk langt op i antikkens Grækenland.

Dionysos blev dyrket i månelyse forårsnætter af kvinder og kun kvinder. De opfattede ham som inkarneret (legemliggjort) i en lille gedebuk, og kulten kulminerede i fortæringen af guddommen. Ritualerne var af en stærk orgiastisk karakter og var en hyldest til jorden og høsten. Meget af dette er identisk med heksekulten. Til disse små religiøse samfund hørte som oftest tolv kvinder og en mand - i alt tretten. Den 13. deltager - manden - spillede samme rolle og blev betragtet som inkarnationen af guddommen. Han var oftest klædt ud som ged, tilsyneladende oftest med gedeskind og horn - altså som en buk.

Processen - retssagen mod den, som blev beskyldt for hekseri, finder man som nævnt i bogen Malleus Maleficarum. Det mentes, at heksene stod i pagt med Djævelen, og når de indgik i denne pagt, fik de et mærke på kroppen, hvor han havde rørte ved dem. Dette mærke blev betragtet som et bevis på, at kvinden var en heks, og fandt man et sådan mærke på en mistænkt var vejen til bålet ikke lang.

Mærket mentes at sidde på kroppens venstre side. For at finde dette mærke blev kvinderne stukket med nåle over hele kroppen - fra tå til isse. Det mentes at være en følelsesløs plet, men nogle gange taler kilderne om en plet på størrelse med en lille brystvorte. Dette var en sikker prøve, for sådanne mærker har næsten alle mennesker.

En anden prøve var vandprøven. Kvindens hænder og fødder blev bundet sammen, og så blev hun kastet i vandet. Flød hun var hun en heks, sank hun var hun uskyldig. Ofte blev der bundet et tov omkring livet på kvinderne, og på den måde var det en let sag at holde dem flydende. Hvis kvinden ikke græd under den frygtelige tortur hun blev udsat for, var det et bevis på skyld. Hekse mentes ikke at kunne græde.

Hvis disse prøver ikke slog til, fandtes der en mængde andre. Hvis de synder heksen blev dømt for ikke var af den værste slags, hændte det at hun blev hængt før hun blev brændt - en lidt lettere måde at dø på. Derefter blev hun brændt, for man mente at ilden rensede sjælen for den synder.

I dag findes sagsakterne fra trolddomssagerne to steder: på Landsarkiverne som opbevarer herreds- og landstingenes gamle protokoller, og i Rigsarkivet hvor Højesterets arkivalier findes. Folkloristiske optegnelser, der fortæller, hvad almindelige mennesker har troet og tænkt om hekse findes i Dansk Folkemindesamling.

Heksenes højtider

Yule, vintersolhverv, omkring 21. december, er den længste nat i hele året. Hekse samles for at kalde på Solens lys. Yule nat, bruger heksene magi  for at dreje Hjulet, for at sikre genfødsel af Solen på himlen. At sende deres energi til Solen er heksenes måde endnu engang få dagene til at blive længere og bringe Solens varmende lys tilbage til jorden, for at give frugtbarhed til dyrene og planterne i Foråret. Heksen fejrer Gudens genfødsel. Da kommer han tilbage og bringer varme og frugtbarhed til menneskenes hjerter. Det er skik og brug at lade lysene brænde hele natten eller lade en olielampe stå på alteret for at gøre denne nat kortere. Hekse ser Kristtornens Konge (konge for det aftagende år) som julemanden, der bærer den røde farve med Kristtornen i sin hue, og som kører en slæde med otte (Sabbats) rensdyr (symbolet på den hornede Gud). Hekse ser juletræet som "ønsketræet", hvor alle dine ønsker for det nye år hænger på Universets arme. Grantræet symbolisere Gudinden, fordi dette træ ikke dør om vinteren. Gem et lille stykke af stammen til næste års Yulebål.

Imbolg, Imbolc, Kyndelmisse, 2. februar. Hekse bliver opmærksomme på at solens energi langsomt vokser sig stærkere. Moder Jord er langsomt ved at vågne under solens nyvågnede energi. Nu kalder heksene Moderen til at acceptere denne energi og til at bruge den til at velsigne menneskene og forny Jorden. Heksene tilkalder den unge Sol Gud, for at forstærke ham, og trække hans frugtbare energi tilbage til Moderen. Vi tænder en masse lys denne nat som symbol på at jorden er ved at vågne. Anbring en skål med smeltet sne på alteret for at få foråret til at komme hurtigere. Det vigtigste magiske redskab på denne sabbat er lysmagi.

Ostara,  forårsjævndøgn, 21. elle 22. Marts. Dagen og natten er nu lige. Mens lyset overtager mørket fejrer heksene frugtbarheden på Jorden og den voksende energi fra den unge Sol Gud. I et symbolsk ritual er den unge Gud bevæbnet med de værktøj der er nødvendige for at bekæmpe mørket, mens han rider over himlen. Heksene takker for det kommende lys. 

Symboliserer at frugtbarheden vender tilbage til jorden.

Beltane, 30. april, Valborgsaften. Heksene fejrer giftermålet af Guden og Gudinden. At danse rundt om majstangen er en gammel Beltane tradition.
Den næststørste helligdag/sabbat af de 8 wiccaceremonier. Ligesom Samhain indebærer at fejre døden, så er Beltane fryden ved festen for genfødslen. Dette er den frigørelseshelligdag, som bringer velsignelse til hjemmene. Romantik og kærlighed spiller en vigtig rolle. Man ler, synger og danser.

Midsommer, sommersolhverv, 21. eller 22. Juni. Ved denne tid fejrer heksene at Solen er på det højeste af sin magt. Heksene trækker energien ind i Moder Jord, så hun kan fortsætte sin vækst. Heksene takker for frugtbarheden og tilvæksten af ting i og omkring os. Heksene forbereder sig på de forandringer der starter når Solens styrke begynder at falme.
Det er her heksen fejrer Gudens styrke i al hans lidenskab og pragt. På denne dag når Guden sit højdepunkt. Alle hellige planter har nu nået deres magiske højdepunkt og hekse høster disse urter denne dag. Husdyr og kæledyr har en særlig ærefuld plads ved denne fest og hekse bringer deres kæledyr ind i denne magiske cirkel for at give dem velsignelse og beskyttende magi.

Lughnasadh, eller Lammas 1. August. Dette er den første af tre høstfester, kornhøsten. Heksene takker for de afgrøder og frugtbarheden fra Jorden. Heksene ærer opvågningen af Sol Guden, og takker for sæden fra de planter som vi igennem dødsprocessen (høsten) har modtaget, til genfødsel næste sæson.
En sabbat, der hædrer Lugh, som er den keltiske solgud. Denne helligdag, som er den første af de 3 høstsabbatter, og den trediestørste af festerne er en taksigelse til Ånden for jordens overflod. Hekse plejer at sætte mad fra jorden og havet på alteret og sætter et stort spisebord tæt på det rituelle sted. Lammas repræsenterer heksens "taksigelse".

Mabon, efterårsjævndøgn, 21. eller 22. September, er den anden høstfestival i heksens kalender, og den takker for den gavmilde høst af frugt og grønsager. Hekse mødes og deler festivalens fest med familie og venner. Det er både en glad og alvorlig tid.  Når Mabon falder, forbereder heksene sig på årstiden af søvn, den mørke tid, Efterår og Vinter. Hekse kalder på dyrenes ånder, for vejledning og indsigt.
Helligdagen handler både om at fejre at der er ting, man er holdt op med at gøre i sit liv, og hædre familiens afdøde kvinder. Nogle hekse laver nye stave og tryllestave af piletræ. Efterårsjævndøgn er vores anden efterårshøst og tingene på alteret omfatter efterårsblade og tidens modne frugt.

Samhain, 31. Oktober, er heksenes nytår. Det er tid hvor heksene anser sløret mellem verdnerne for at være tyndest. Det lader os kommunikere med vores nære og kære der har passeret og vores forfædre. Vi invitere dem til at deltage i vores festligheder. Hekse samles for at fejre den sidste høst med venner og familie. For en heks, er dette en stærk magisk tid. Det er tiden til at slippe alt det forkerte i vores liv, og gøres os klar til en fremtid af balance, harmoni, lykke og helbred.  For hekse er det også en tid til at takke og huske alle dem fra fortiden som kæmpede, for den ret vi har i dag.
Vi høster intet fra marker/haver denne nat, men vi pynter vores alter med sæsonens frugter og grønt.

Hekse betragter solhverv som festdage, hvorimod jævndøgnene betragtes som dage for eftertanke og selvransagelse. Jævndøgn har stor betydning for Universets balance - dag og nat er lige lange.


Begravelse, er et emne, som diskuteres ivrigt hos diverse ikke-kristne grupper. Mange hekse har ikke lyst til, at blive begravet i kristen jord, da dette for dem, er meningsløst. Der er få andre muligheder:

Iflg. Kirkeministeriet, må du godt begrave en person på din grund, hvis følgende betingelser er opfyldt a) Grunden skal være min 500 kvm. stor. b) Den døde skal være kremeret (brændt). c) Man må ikke opstille nogen form for mindesmærke over den dødes grav. d) Man skal vide ned til den sidste centimeter, hvor den døde er begravet på sin grund.

Et andet valg er, at få sine asker spredt ud over havet. Hvis man ikke har lyst til at blive brændt er ens muligheder meget små, da der findes  meget få ikke-kristne begravelsessteder.  Der er fremsat forslag i folketinget om at åbne op for begravelser andre steder end kirkegårde. Det ser ud som om der åbnes op for muligheden af begravelser i naturen.

   

Heksens 13 mål

1) Kend dig selv. 

2) Kend din Kraft. 

3) Lær. 

4) Brug viden med visdom. 

5) Opnå balance. 

6)Vælg dine ord med omhu. 

7) Hold styr på dine tanker. 

8) Pris livet. 

9) Lev i harmoni med Jordens cyklus. 

10) Træk vejret ordenligt og spis ordenligt. 

11) Motionér din krop. 

12) Meditér. 

13) Ær Gudinden og Guden.

 

Heksens leveregler

For at bruge Kraften må du føle den i dit hjerte og kende den i dit sind. Vær forsigtig med hvad du gør. Vær forsigtig med hvem du stoler på. Brug aldrig Kraften til at gøre andre ond for alt sendt ud kommer tilbage. En Heks bruger aldrig Kraften mod anden Heks.

 

Besøg hulen

Copyright © 1997- Kraka.net