Ainu Sangen
I Arda, landet bag stjernerne, var Ilúvatar. Han skabte først Ainurne, de Hellige, som børn af sine tanker. Han talte til dem og sang for dem. De lærte da at synge og sang for Ilúvatar og han var glad derved. Længe sang de dog hver for sig, eller alene, medens de andre lyttede. Thi hver af dem kendte ikke mere af Ilúvatars tanker end han selv var opstået af. Men imens de lyttede til de andres sang tiltog deres forstand, og sangen blev stærkere og smukkere.
Da hændte det, at Ilúvatar sammenkaldte alle Ainurne og forkyndte et tema for dem. Det tema var så mægtig, i sin begyndelse og i sin afslutning at Ainurne sloges med forundring og tav ganske stille.
Ilúvatar sagde til dem: "Det er nu min vilje at I skal gøre et stort kvad af det tema jeg har forkyndt for jer. Jeg har tændt en uforgængelig ild i eder, og derfor skal I vise eders magt og pryde sangen med hver jeres egne tanker og ønsker. Jeg vil selv sidde og frydes over at skønheden ved eder er opvakt til sang".
Ainurne begyndte da at forvandle Ilúvatars tema til sang. Der opstod en lyd af uendelige melodier, der evigt foranderligt vævede sig sammen til klange der steg og faldt. Ilúvatars bolig blev fyldt deraf og sangen og genlyden af sangen strømmede over og flød ud i Intet......og Intet var ikke længere tomt.........
Som sangen skred frem, kom det dog Melkor i hu at væve klange, der havde oprindelse i hans egne tanker og som ikke passede til Ilúvatars tema. Thi Melkor ønskede derved at øge sin egen magt og herlighed. Melkor havde fået de største gaver, den største magt og viden af alle Ainurne og han havde del i sine søskendes gaver. Tit vandrede han alene ud i Intet for at søge den uforgængelige Ild, for han begærede brændende at skabe ting selv og give dem væsen. 
Nu vævede han nogen af sine tanker ind i sangen. Straks opstod der uro omkring ham og de andre forstyrredes. Deres tanker kom i forvirring og deres sang svigtede. Nogle begyndte at følge ham og de melodier der hidtil havde kunnet høres gik under i et hav af oprørt støj. Men Ilúvatar lyttede indtil lyden om hans trone var som et uvejr af mørke vande. Da rejste Ilúvatar sig, han hævede venstre hånd og en ny klang skar gennem uvejret, og den nye klang tiltog i styrke og skønhed.......... men forstyrrelsen som Melkor havde skabt blev endnu mere voldsom og den kæmpede mod den nye klang. Atter var der en kamp af lyd, større end før, så mange Ainur blev forfærdede og tav og Melkor fik overtaget. Da rejste Ilúvatar sig atter, og Ainurne så, at hans åsyn var strengt. Han hævede højre hånd og se........... Et tredje tema tog form midt i forstyrelsen, og det lignede ikke de andre. Det syntes først sødt og mildt men det voksede i styrke og kraft. Da var det, som om to mægtige sange skred frem for Ilúvatars sæde, og de var helt forskellige. Den ene var dyb og skøn og stor, men langsom og den indeholdt en ufattelig sorg. Den anden var skinger og hul og søgte at kvæle den første sang ved sin larm, men det var som om den første overtog tonerne af den anden og vævede dem med ind i sangens højtidelige og vemodige toner.
Da rejste Ilúvatar sig for tredje gang og hans åsyn var frygteligt at skue. Så hævede han begge hænder og med en akkord dybere end afgrunden, højere end himmelhvælvet og gennemtrængende som ilden i Ilúvatars blik standsede sangen.

Da talte Ilúvatar.....og han sagde: Mægtige er Ainurne, og mægtigst blandt dem er Melkor. Men han og alle Ainur skal vide at jeg er Ilúvatar, og derfor vil jeg lade de ting I har sunget vise frem, for at I skal se hvad I har gjort. Og du Melkor skal vide, at ingen klang skal lyde som ikke har sit udspring i mig og ej heller kan ændre sangen mod min vilje. Thi hvo som forsøger det..... han bliver dog mit redskab i skabelsen af endnu prægtigere værker.
Frygt greb Ainurne og Melkor græmmede sig dybt, og heraf kom hemmelig vrede, men Ilúvatar rejste sig og tog dem med ud i Intet. Da de var midt i Intet sagde Ilúvatar til dem: Se eders sang ! Og han viste dem et syn og gav dem evnen til at kunne se hvor de før blot kunne høre. De så en ny verden gjort synlig........en klode i Intet, men den var ikke selv af intet. De så og undredes og Verden begyndte at udfolde sin krønike.....................


Da Ainurne havde set derpå en tid sagde Ilúvatar: Se dér er eders sangkunst, og dér vil hver af eder finde det som han syntes han selv opfandt eller tilføjede. Og du Melkor......... vil dér finde det, som dit sind holdt skjult, og du vil forstå, at det alt sammen er en del af helheden.
Ainurne ved meget om det som var, og er, og som vil være, og kun lidet er uset for dem. Dog er der ting som de ikke kan se, thi Ilúvatar har kun afsløret over for sig selv, alt det han har i sinde. I hver tidsalder forekommer der ting som er nye og ikke kan forudsiges, thi de er ikke opstået af det der var før. Og således var det at Ainurne så at det billede af verden, indeholdt ting, de ikke havde tænkt. Med forundring så Ainurne nu Ilúvatars børn komme frem, de så den bolig der var beredt til dem og de forstod, at de selv i deres sang havde været med til at fremstille denne bolig, de havde ikke vidst at sangen havde nogt andet formål end skønheden i sig selv. Men Ilúvatars børn blev undfanget af hans tanker alene og kom med det tredie tema. Ainurne havde ingen del deri, men elskede dem des mere fordi de var anderledes end de selv, mærkelig, vilde og frie, og de så Ilúvatars sind afspejlet deri og lærte derved lidt mere om hans visdom.

 

Ilúvatars børn er Alfer og mennesker, de førstfødte og de der kommer efter........... og midt i Verdens herlighed, dens vældige sale og vidder og de hvirvlende flammer valgte Ilúvatar et sted til deres bolig i Tidens dyb, midt blandt de utallige stjerner.
Da Ainurne havde skuet denne bolig i et syn ønskede de at vide mere og Melkor var fremmest iblandt dem ligesom han havde været forrest i sangen. Han foregav, også for sig selv, at han ønskede at begive sig derhen og ordne alt til gavn for Ilúvatars børn og tæmme den voldsomme kulde og varme hans uro havde forårsaget. Men det han virkelig ønskede var at have magt over andres vilje, fordi han misundte Alfer og mennesker de gaver Ilúvatar havde givet dem.
De andre Ainur så den bolig der var sat midt i verdens vidder, som Alferne kaldte Arda, og glædede sig over synet. Og deres hjerter fyldtes med glæde ved lyset, men havets drønen fyldte dem med uro. De priste alle ting men priste dog vandet højest. Og Eldarne siger at mere end noget andet som er på jorden lever genlyden af Ainu-sangen stadig i vandet, og mange af Ilúvatars børn lytter stadig til havet stemme uden at blive trætte, og dog ved de ikke hvad de lytter efter.........
Den Ainu som Elverne kalder Ulmo, havde sat sin hu til vand, og han var den som Ilúvatar mest havde fyldt med sin sang. Men Manwë var mest betaget af luft og vind, og han er den ædleste af Ainurne. Jordens bygning fængslede Aulë, som af Ilúvatar havde fået evner og viden der næppe stod tilbage for Melkors, men Aulë finder glæde og ære i at virke, og i selve værket og ikke i at eje det, derfor giver han glad og gemmer ikke og er fri for sorg.
Men Ilúvatar talte til Ulmo og sagde: Ser du ikke hvor Melkor har ført krig mod din del af dette lille rige i tidens dyb. Han har opfundet umådelig kulde, men har dog ikke formået at ødelægge det springende vand eller den klare dam. Melkor har opfundet hede og ild uden ende, men har dog ikke udtørret dine vande eller kvalt havets sang. Se skyernes storhed og vælde og de foranderlige tåger. Lyt til regnen der falder på jorden........og gennem skyerne drages du nærmere til Manwë, din ven som du elsker.
Ulmo svarede: sandelig vand er skønnere end mit hjerte havde tænkt, ej heller havde min hemmelige tanke fanget snefnuggets skønhed, og regnens faldende sang. Jeg vil opsøge Manwë, så han og jeg kan synge til dit velbehag.
Men mens Ulmo talte blev synet taget bort og skjult for deres blikke og de blev noget nyt vár....... Mørket som de ikke havde kendt før, uden i tanken. Men de elskede det syn de havde set og var optaget af at se Verden udfolde sig og deres tanker var fulde af dens mangfoldighed, thi dens saga var ufuldendt og tidens kredsløb ikke fuldført da synet blev taget bort..............

 

Visit the cave

Copyright © 1997- Kraka.net