Tilbage


Hvorfor fejrer vi sankthans?

Det er en ældgammel skik at fejre midsommer. Det har danskerne gjort siden Odin og Thors dage. Den 21. eller 22. juni er det sommer-solhverv med årets længste dag, og sankthans aften fejrer vi den 23. juni. Efter sankthans bliver dagene igen kortere, indtil vi når vinter-solhverv i december.

Sankt Hans betyder egentlig "den hellige Hans" - og det er Johannes Døberen, der er tale om. Han og Jesus delte året imellem sig, sagde de første kristne i hvert fald. Men når de skriftkloge havde beregnet, at Jesus var født den 25. december, hvorfor har Johannes så ikke fødselsdag den 25. juni? Fordi de skriftkloge udtrykte det anderledes. De sagde, at Jesus var født 6 dage før 1. januar, og Johannes 6 dage før 1. juli, altså 24. juni.

Ved Sankthans er hele naturen fyldt med en kraft, som den har opsuget fra solen på årets længste dage. Sankthans er derfor også glædens fest. I tidligere tider mente de overtroiske, at kraften var magisk. Sankthansnat indsamlede kloge koner og kloge mænd  mange af de lægeurter, som de skulle bruge i årets løb til at kurere folk med, f.eks. den lilla-klokkede smukke plante fingerbøl (digitalis), som er dødbringende, hvis den indtages i større mængder, men som kunne hjælpe til at styre hjerteproblemer, hvis den blev brugt med let hånd.

Mest kendt var sankshansurten (sedum telephium), der, mente man, havde den forunderlige evne, at den kunne varsle menneskers skæbne. I Thy blev den ligefrem kaldt spåblomst, i Sønderjylland levekål og på Fyn lykkeblomst, hvor lykke betyder "skæbne". Ritualet var, at pigen plukkede to sankthansurter, en for sig selv og en for den karl hun havde et godt øje til. Så satte hun urterne fast under en loftsbjælke. Voksede stænglerne nu mod hinanden, var det et godt varsel, men hvis de voksede fra hinanden, måtte hun prøve med et par nye sanskthansurter næste år. Iøvrigt er det hændt mere end én gang, at karlene har listet sig til at sno kæresteplanterne sammen. "Skjæmt" kaldte man det.



Men det mest forunderlige sankthansnat var det mirakuløse vand i de hellige kilder: Det blev forvandlet til medicin, troede man. Overalt i landet var der sådanne kilder, som man valfartede til. Nogle drak af vandet og andre vaskede sig i det, og så overnattede man i øvrigt ved kilden. Pudsigt nok drikker danskerne den dag i dag kildevand som aldrig før. Traditionen med at besøge de rigtige kilder sankthansnat er nu næsten borte - i modsætning til bålene.

Kildebesøg og bålbrænding hørte nemlig sammen. Man sagde, at "man brændte sankthansblus" eller "glædesblus", og det foregik som regel på et højt punkt, så ilden kunne ses langt borte fra. Skæret fra bålene, som ofte blot var halmknipper sat på stager, var med til at holde alt ondt - hekse og onde magter - væk fra den højtidelige, næsten hellige midsommernat, troede man. Det er det Holger Drachmann skriver om i sidste vers af midsommervisen: "dem vil vi fra livet med glædesblus holde". Imens spillede de lokale spillemænd, og man sang og dansede, de gamle så på og frydede sig og børnene fik lov til at være længe oppe.

Kombinationen "Midsommervisen + heksen på bålet" er - såvidt vides - brugt første gang ved en midsommerfest, der fandt sted på Jelling seminarum omkring 1900. 

Sankthans heksen, som vi brænder på midsommerbålet, fortsætter den opfattelse, at hekse og onde magter er særligt farlige sankthans aften. Hverken hos jødedommen eller hos kristendommen troede man på hekse i de første tusind år. Det var først i 1200-tallet, at hekseovertroen begyndte at komme ind i billedet, og i de følgende århundreder tog til, med rædselsfulde følger for mange kvinder (og mænd) i hele Europa. I Danmark blev den første "heks" brændt på bålet i Stege i 1540, og den sidste officielle heksebrænding fandt sted i 1693. Så sent som i 1722 kom en "heks" dog på bålet i Salling, og i 1897 blev en såkaldt "heks" lynchet i Vendsyssel. Alene i Danmark mistede op mod tusinde "hekse" livet i flammerne. Helt indtil 2. verdenskrig er der eksempler på, at folk med ry som "hekse" blev forfulgt i Danmark.

Det er først i 1920erne og 30erne, at sankthansbålet med heksen bliver et grotesk og makabert minde om tidligere tiders heksebrændinger. I Sverige og Norge, hvor man også har midsommer- eller sankthansblus kender man ikke noget til sådanne moderne "heksebrændinger". Det gør man derimod i visse egne af Tyskland og Østrig, hvor man sankthansaften på et bål brænder, hvad man under ét kalder "Hexe" i betydningen "strådukke" klædt ud som et "skræmmevæsen".

Ude omkring i Europa kendes mange forskellige strådukker, der under forskellige navne og betegnelser er blevet brændt på bålet på forskellige tider af året, men ingen "rigtige" hekse. I Danmark er det først i 1920erne vi møder sankthans heksen. Det er på egnen omkring Kalundborg, hvor mange tyske arbejdere var beskæftiget på skibsværftet under 1. verdenskrig. Måske er det via dem, sankthansheksen er kommet ind i den danske midsommerfest? Det eneste vi ved med sikkerhed, er, at det er en ny tradition, og at den oprindelig er tysk.

Selve sanktshans bålet - og midsommerfesten - er jo en dejlig tradition at fortsætte. I Sverige har de været så kloge, at de fra 1953 lagde sankthans aften på en lørdag, så folk kunne nå at sove rusen fra festen ud. Men i Danmark har vi til gengæld stadig Holger Drachmanns og P.E. Lange-Müllers smukke midsommervise fra 1885: "Vi elsker vort land...", som for os hører med til en rigtig sankthans aften med bål - med eller uden heks - og fest.


Det er normalt de tre første vers, af "Midsommervisen" der anvendes til bålfester

Tekstt: Holger Drachmann
Melodi P. E. Lange-Müller

Vi elsker vor land,
når den signede jul
tænder stjernen i træet med glans i hvert øje.
Når om våren hver fugl,
over mark, under strand,
lader stemmen til hilsende
triller sig bøje:
Vi synger din lov over vej,
over gade,
vi kranser dit navn,
når vor høst er i lade,
men den skønneste krans,
bli'r dog din Sankte Hans!
Den er bunden af sommerens hjerter,
så varme så glade.

Vi elsker vort land,
men ved midsommer mest,
når hver sky over marken velsignelsen sender,
når af blomster er flest,
og når kvæget i spand
giver rigeligst gave
til flittige hænder;
når ikke vi pløjer
og harver og tromler,
når koen sin middag
i kløveren gumler,
da går ungdom til dans
på dit bud Sankte Hans
ret som føllet og lammet, der frit
over engen sig tumler.

Vi elsker vort land,
og med sværdet i hånd
skal hver udenvælts fjende beredte os kende,
men mod ufredens ånd
under mark over strand,
vil vi bålet på fædrenes
gravhøje tænde
hver by har sin heks,
og hver sogn sine trolde.
Dem vil vi fra livet med glædesblus holde
vi vil fred her til lands
Sankte Hans, Sankte Hans!
Den kan vindes, hvor hjerterne
aldrig bli'r tvivlende kolde.


GOD SANKTHANS AFTEN



Copyright © 1997- Kraka.net